Beretning 2010
Velkommen til repræsentantskabsmøde 2009. Jeg beklager udsættelsen, men det var vigtigt at få afviklet orienteringsmødet med Social- og Beskæftigelsesforvaltningen, så vi ved, hvad vi taler om, hvis det skal debatteres her i aften, og det skal det jo nok.
Som I ser, så er der fødselsdagsservietter på bordet, det er et halvrund jubilæum, Fællesrådet har 15
År på bagen.
Inden vi starter har jeg en lille bøn til jer. Hvis I skifter ud i bestyrelserne, får nyt telefonnummer. eller mailadresser, vil I så meddele mig det. De fleste af jer har en mail, så det kun et tryk på knappen.
Henleder også opmærksomheden på indbetaling af kontingent.
Deltagerliste sendes rundt. Så får i referat på mail.
Vi har en gæst i aften, det er Renè Lange, som bor på Bærmosehøjen nr. 57. Der er endnu ikke dannet en grundejerforening for det nye område, men de der allerede bor der, vil gerne være med i fællesskabet, så de kan blive orienteret om, hvad der sker i Trige. Jeg har sagt til Renè, at han ikke kan deltage i en eventuel afstemning og det er han indforstået med. Har nogen noget imod at Renè deltager, så er det nu der skal markeres.
Der skal vælges en dirigent, er der forslag? Jeg foreslår Anton Birk Jensen
Formandens beretning til repræsentantskabsmødet den 25. maj 2010.
Alle har nok læst Treklang i den forløbne periode, og derfor vil det jeg har at sige være en gentagelse, men med den forskel, at emnerne nu kan debatteres.
På sidste repræsentantskabsmøde blev der spurgt til det arbejde der er foretaget ved nedgravning af kabler. De implicerede parter har fået skriftlig besked.
Efter sidste møde er Peter Bendtson indtrådt i bestyrelsen, han er suppleant for Karsten Szcurbak, som er flyttet til Spørring.
Vi er bevilliget 15.000 kr. fra Kommunen som tilskud til vores aktiviteter.
20. januar var Peer og jeg til det årlige møde med Trafik og Veje. Vi bragte følgende op under punktet anlægsarbejder
- vi har opprioriteret fortov langs Lergravvej og sat regulering af krydset Randersvej/Pannerupvej/Lergravvej på 2. pladsen, begrundelse: det er mere sandsynligt, at vi får fortovet først og at det er hårdt tiltrængt.
Begge projekter er nu optaget på Trafik og Vejes anlægsprioriteringsprogram
sti langs Ølstedvej mod Lisbjerg er også højt prioriteret, men der forestår et større anlægsarbejde med en ny vejføring fra Søftenvejen til Forbrændingsanlægget og i den forbindelse vil stien blive etableret.
Under punktet for særlige driftsforhold havde vi følgende bemærkninger
Cykelsti lige før Thomasminde har mange huller
Gartnerparken ud for Lokalcentret trænger til slidlag
Bjørnshøjvej har mange huller og trænger også
Fortov ved Sognegården blev tilbagevist med, at det er privat og dermed kan kommunen ikke pålægge ejer at anlægge fortov.
Kan godt være lidt bekymret over, at der ikke i forbindelse med ombygningen er krævet flere parkeringspladser.
1. Marts har vi modtaget brev fra Bygningsinspektoratet angående Smedebroen 16. Her meddeler de, at der er givet tilladelse til nedrivning af bygningerne. Dog med anbefaling af, at nogle af de store træer så vidt muligt bevares. Arealet udlægges som park, men kommer en køber med den rigtige pris, kan det sælges.
3. Marts Fællesrådsseminar på Rådhuset hvor Torsten og Peer deltog.
På Seminaret er en kort gennemgang fra de forskellige Magistrater og der kan stilles spørgsmål og forslag, det er nu ikke sikkert, at vi får noget entydigt svar og bestemt ikke nogen løfter om noget bestemt. Sådan plejer det at være og det var det sikkert også i år?
15. april Brev angående forundersøgelse vedrørende udvidelse af Høgemosevænget. Det er udvidelse af lokalplan nr. 27 fra 6. april 1983.
22. april I maj måned 2009 støttede vi Ølsted Borgerforening i en klage til Miljøklagenævnet. Det var over en tilladelse til udvidelse af husdyrholdet på Påskehøjgård, Kirurgisk Forsøgsbesætning.
Nu er der endelig kommet svar på vores henvendelse og det går på, at de afviser vores klage med den begrundelse, at vi ikke lever op til husdyrbrugslovens § 61.
” Lokale foreninger og organisationer, der har beskyttelse af miljø og natur som hovedformål, kan underrette kommunalbestyrelsen om, at de ønsker underretning om bestemte typer af afgørelser truffet med hjemmel i bestemmelserne i kapitel 3. Foreningen skal samtidig fremsende vedtægter, der dokumenterer, at den er lokal organiseret, og at dens hovedformål er beskyttelse af miljø og natur. Tilsvarende gælder lokale foreninger og institutioner, der efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelserne berører sådanne interesser”.
Århus kommune har meddelt Miljøklagenævnet, at vi ikke har anmodet om underretning om bestemte typer af afgørelser truffet med hjemmel i husdyrbruglovens kapitel 3.
Århus Kommunes tilladelse til udvidelsen står altså ved magt, da de øvrige klager også er blevet afvist af nævnet.
”Miljøklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 mdr. jf. husdyrbrugslovens § 90”
Ak, ja, mon nogen vover at anlægge en sådan sag efter den svada. Men hvordan mon almindelige mennesker nogensinde skal få ret, når vi ikke engang kan finde ud af, at vi skal sætte os ind i loven før vi klager.
24. april var der afleveringsfrist for høringssvar angående buslinie 21, som bliver vores bus fra næste sommer.
Umiddelbart har vi ikke noget at klage over, vores betjening bliver opretholdt, men Ruten bliver anderledes end den vi kender i dag. Den vil ikke længere køre omkring Ølsted Knolde, men ad Høgemosevej og den kommer til at tilgodese de nye beboere på Bærmosehøjen. Endestationen bliver nedlagt og erstattes af et stoppested. Endestationen flyttes til Vestermøllevej. Efter samtale med folk fra Linco har vi foreslået, at den tidlige afgang fra Århus om morgenen kører omkring industrikvarteret ligesom én afgang fra Trige om eftermiddagen også kører den vej. Det giver medarbejderne på virksomheder på Høgemosen mulighed for at spare nogle minutter.
Endvidere foreslået, at man udvider timebilletterne fra 1 til 2 evt. 3 timer, eller at billetten som minimum gælder, så man skal være stået på bussen inden tiden udløber og ikke som nu, hvor man skal være stået af bussen inden udløb.
29. april Som Høringsparter har vi fået henvendelse fra Borgerservice og Bibliotekerne omkring Politik for Borgerservice og Biblioteker 2011 – 2014. Udkastet omhandler vision for Borgerservice og Biblioteker hvor det er planen, at bibliotekerne også skal være medborgercentre. Grundlaget for udvikling af medborgercentret er en transformation af det eksisterende bibliotek. Et medborgercenter der tager udgangspunkt i folkebiblioteket som rammen om viden og formidling, inspiration og læring samt kultur og oplevelser. Medborgercentret skal også være rammen om andre borgerrettede tilbud og aktiviteter. Transformationen vil se forskellig ud i de enkelte lokalsamfund og på de enkelte biblioteker. Organiseringen vil ligeledes kunne variere efter lokale forhold. Fælles for dem alle er, at det er borgeren og lokalsamfundet, der er i centrum. Fælles er også fusionen af bibliotekernes og Borgerservices ydelser.
Der er flere gode tiltag , men det der bekymrer mig er, at der ud for flere af de planlagte tiltag står ”forudsætter budgetudvidelse”, så lad os se, hvad der kommer ud af de gode intentioner.
Henny Hansen 25-05-2010
Seneste Nyt
Nyt nummer af Treklang... - 20/1 - 2012 |
AffaldVarme Aarhus søger en grundejerforening, der vil spare på energien - 21/11 - 2011 |









